Fuglefletteguide & FAQ

Nederst på siden finder du vores Fugle-FAQ.

Teknikken til flet af fugle kender du fra flet af julehjerter - og alligevel ikke helt. Ved fugleflet lægger du det ene emne indeni det andet, således at det inderste papir flettes ud igennem det yderste. Der er dog visse undtagelser. Storkene og påfuglen flettes på traditionel julehjerte-vis.

Se denne video, hvis du er i tvivl om fremgangsmåden med eksempelvis flamingoen: 

 

Fletteanvisning

Der er flere måder at flette på, hér et eksempel:

  1. Både A og B vendes med den farvede side udad.

  2. A lægges inden i B således at flettelinjerne ligger modsat hinanden.

  3. Fletningen begyndes indefra.

  4. De inderste strimler (længst fra fuglens kanter) flettes først. Fra A (den inderste) tages den inderste strimmel og flettes med B’s inderste strimmel.

  5. Du arbejder udad mod fuglens kanter.

  6. Du arbejder længere udad mod fuglens kanter.

  7. Nu er du tæt på målet. De sidste fletninger er de sværeste, da der ikke er megen plads at boltre sig på. Se på “grundtegningen” hvorledes mønstret fordeler sig i flettet.
    Fletningen er ens på begge sider. Vend fuglen mens du fletter, så du ikke kommer til at springe noget over. Det kan lyde indviklet, men det er kun første gang.

  8. Tillykke. Fuglen er flettet! De løse dele klippes ud og pålimes. Hanken monteres. Fuglene skal kunne åbnes, så vær forsigtig med limen.

Værket beundres, og må gerne fremvises.

 

Hvad gik der galt?

Overdreven indtagelse af glögg eller andre rusmidler umiddelbart før udøvelse af fugleklip kan få fatale følger.

Hvis der ikke er plads til at flette den sidste strimmel, er flettelinjerne ikke klippet tilstrækkeligt langt op. Enten flettes fuglen op igen, flettelinjerne klippes helt i bund, og du starter forfra – eller også skæres flettelinjerne forsigtigt en anelse længere med en skarp hobbykniv.

Hvis fletningen er færdig, og fuglen ser lidt for besynderlig ud, har du højest sandsynligt byttet om på model A og B. Løs fletningen forsigtigt op og begynd forfra med A inderst og B yderst.

Fugle-FAQ

Indhold, der kan skjules

Kan man flette fuglene med samme teknik som julehjerter?

De fleste fugle flettes med en lidt anden teknik, hvor man fletter det ene emne ud igennem det andet. Storkene kommer tættest på et almindeligt julehjerte og kan flettes på traditionel vis.

Jeg kan ikke få flettet min fugl, hvad gør jeg?

Se tegningerne fra fletteanvisningen nøje igennem igen. Er du kommet til at springe et trin over? Husk at vende fuglen undervejs.

Er der forskellige sværhedsgrader for fuglene?

Ja, vi har inddelt fuglene i tre forskellige sværhedsgrader der angives med stjerner. Få stjerner angiver at fuglen er let at flette og mange stjerner angiver at fuglen ikke er helt så let at flette – eksempelvis “to ud af tre”: ★ ★ ☆

Papir

Hvilket papir kan man bruge?

I princippet kan alt papir bruges, så længe det er tyndt og føjeligt. Gamle ugeblade, magasiner, kasserede billedbøger, tegneserier, Playboy, National Geographic… gå på jagt i antikvariaterne.

Men det gode gamle glanspapir er nemt at arbejde med. Glanspapir er tyndt, bøjeligt, glat, stift og i mange forskellige kulører. Og så sender det en hilsen til det traditionelle julehjerte.

Hvad er glanspapir?

Glanspapir er relativt tyndt papir (ca. 80 gsm), som er farvet på den ene side. Vær opmærksom på at glanspapir også produceres med lim på bagsiden, hvilket ikke anbefales til flet. Glanspapiret har en glat overflade der er velegnet til flet, da papiret “glider” fint på plads, når der flettes.

Hvordan finder jeg det rigtige papir, i de rigtige farver?

Ja, det kan være en udfordring! Kig i specialforretningerne på nettet og i den virkelige verden. Men ellers må du gå på jagt i farvede magasiner og tidsskrifter. Et antikvariat er en guldgrube af kulør og glittede farvestrålende blade som f.eks. National Geographic.

Forskelligt glanspapir kan købes hos eksempelvis Stelling, Panduro eller CCHobby. På længere sigt ønsker vi også at tilbyde noget her på siden, men det kan du næppe vente på.

Hvilket papir bruger I til at fremstille fuglene?

Vi har igennem mange år samlet på glanspapir fra hele verden. Det betyder, at vi bruger et mix af mange forskellige papirer. Vi leder hele tiden efter nyt glanspapir i spændende farver og på sigt håber vi, at vi bliver i stand til at producere vores eget papir. 

Hvad er jeres emballage lavet af?

Vi benytter papir der er naturhvidt, ubestrøget, mat og produceret af 100% genbrugsfibre. Derudover er papiret FSC-godkendt, Svanemærket, og bærer både EU Ecolabel og det tyske Blauer Engel-mærke.

Opbevaring & vedligehold

Hvordan fjernes fedtede fingre?

Dine fingeraftryk ses tydeligst på de mørke farver. Hvis der er for meget leverpostej på din mejse, kan du ånde forsigtigt på fuglen, og så polere den med en blød bomuldsklud. Generelt vil aftrykket blive mindre tydeligt allerede et par dage efter. 

Hvordan skal fuglen opbevares?

Fuglene skal altid opbevares tørt og mørkt, når de ikke hænger fremme. Vi anbefaler, at du benytter pakken, som fuglen kom i, til at opbevare din fugl.

Hvorfor falmer min fugl?

Dette er helt naturligt. Farvet papir har ikke godt af for meget lys og falmer over tid. Det kan desværre ikke undgås, når man arbejder med papir - og slet ikke, når vi ønsker at passe på naturen samtidig. 

Ældre fugle mister pusten og trænger til nye fjer. Der er ikke andet at gøre end at nyde forfaldet eller flette en ny.

Kan man stryge sine fugle?

Hvis din fugl eller dit glanspapir er blevet krøllet, kan du muligvis redde det med et strygejern. Det kan gå galt, men hvis du intet har at miste, er det da en chance der er værd at tage. Børn og sarte sjæle bør forlade rummet inden operationen går i gang. 

Stil strygejernet på lav varme. Læg et stykke kopipapir under den krøllede fugl. Stryg forsigtigt glanspapiret på siden uden farve. Hvis varmen er for høj, kan du gøre ondt værre!

Ophængning & hank

Hvordan placeres hanken?

Det er der i udgangspunket ingen regel for. Du placerer den, som du synes, det er pænest. På forsiden af vores emballager har vi placeret fuglen, som vi synes den skal hænge i luften.

Kan man bruge en snor i stedet for hank?

Ja, man kan godt bruge snor i stedet for en papirhank. Det kan dog være lidt sværere at få fuglen til at hænge, som man gerne vil. Papirhanken afstiver fuglen en smule, så ønsker du at hænge fuglen i en snor, kan det kræve et par forsøg, før den sidder rigtigt. 

Når du sætter snoren fast, så vær forsigtig. Tape kan ødelægge papiret, hvis du ønsker at fjerne det igen.

Hvad er en "hank"?

En hank er i denne forbindelse en aflang papirstrimmel, der er bukket på midten. Du kan lime hankens to ender på hver sin inderside af din fugl, så du eks. kan hænge fuglen på en gren. 

Hvor hænges fuglen?

Det mest traditionelle er at hænge fuglen på en gren, men kun fantasien sætter grænsen. Man kan eksempelvis hænge fuglene fra lamper, i snore spændt op i vinduet eller i buketter på bordet. Hvis du finder sjove steder at hænge fuglene, må du meget gerne dele det med os på f.eks. Instagram.

Min hank er knækket - hvad gør jeg?

Du klipper en ny i din favoritkulør, eller også bruger du sytråd i stedet - kan fæstnes med tape indvendigt i fuglen.

Værktøj & lim

Hvilken lim skal jeg bruge?

Vi anbefaler, at du bruger en limstift. Det er nemmest at håndtere. Vær desuden opmærksom på, at du skal vælge en limstift, der er beregnet til papir. Derudover anbefaler vi den grønne UHU limstift, da den er  skånsom for både natur og mennesker. Der er mange forskellige limstifter, så hold øje med kemikalie-indholdet.

Hvilken saks skal jeg bruge?

Du skal bruge en papirsaks. Det er det vigtigste. En traditionel papirssaks kan være for lang og klodset, og en brodersaks kan være for lille. Vi er særligt glade for Rubis' sakse, som vi forhandler her på siden.

Hvad bruger man en pincet til?

En pincet kan bruges, hvis man har svært ved at flette strimlerne igennem hinanden. Nogle har store fingre eller for mange tommelfingre, og så er det ikke altid lige let at flette.

Man kan også benytte en pincet, hvis man ønsker at flette fuglene uden små krøller og folder på papiret.

Kan jeg bruge lim istedet for limstift?

Ja, men du skal være opmærksom på, at limen kan indeholde stærk kemi, som opløser de sarte farver og din hukommelse.

Almindelig hvid skolelim kan påføres med spidsen af en nål, men pas på papiret ikke bliver for vådt.

Design

Hvem tegner fuglene?

Vi tegner selv alle fuglene fra bunden. Sådan har det altid været, lige fra de første fugle blev til i 50'erne og 60'erne. Det er en familietradition hvor hele familien har bidraget til samlingen gennem tiden. Vi har mere end 150 originale designs liggende.

Hvordan tegnes fuglene?

Vi tager altid udgangspunkt i observationer, fugletegninger og fotos, når vi tegner fuglene. Ofte har vi flere forskellige udkast til fuglene, som så bliver evalueret og afprøvet undervejs i processen. Det gælder om at få form, farver og flet til at gå op i en samlet helhed, så fuglen er smuk, let at flette og samtidig har sine karakteristiske kendetegn. 

Tegneprocessen består af flere forskellige teknikker, hvor vi både tegner i hånden og på computer, hvilket giver balancen mellem de levende former og den nødvendige præcision. 

Hvorfor har I ikke flere forskellige fugle?

Mange af fuglene er ikke transformeret til papir endnu. Vi har allerede mere end 150 originale designs, men det er ikke alle, der er gjort klar til produktion endnu. Du må have lidt tålmodighed med os.

Produktion

Hvor produceres fuglene?

Alle fuglene produceres i Danmark i Allinge på Bornholm, hvor vi udskærer og pakker hver enkelt fugl i hånden.

Hvilke overvejelser har I ift. miljø?

Vi forsøger at have en produktion der belaster miljøet mindst muligt. Dette betyder bl.a. at vi er meget opmærksomme på, hvilket papir og øvrige materialer vi bruger - både til fuglene og indpakningen. Samtidig forsøger vi at begrænse evt. spild og genbruge så meget vi kan. For os er det en naturlig forlængelse af vores private livsstil. 

Diverse

Bliver man aldrig træt af Flettede Fugle?

Nej.

Hvad gør jeg, hvis min nabo plager om at få en fugl?

Giv ham en fugl! Muligvis stopper dette ikke plageriet, men så må du vise ham vores webshop.

Jeg er blevet afhængig af Flettede Fugle - findes der en kur?

Du skal slippe saksen og papiret og bevæge dig ud i naturen med kikkerten for øjet. Det vil give dig oplevelser og nydelse som er på højde med fugleflet.